Grej til mountainbikeløb

Guide til grej mm. hvis man skal køre et længere MTB løb

 

Hvad skal der til, for at køre et MTB marathon løb, som f.eks. Aalborg MTB Marathon?

 

Et mountainbike marathonløb kræver en del af både rytter og cykel, specielt hvis det skal være en god oplevelse.

 

Træning

Rytteren skal selvfølgeligt have trænet i forvejen, og vænnet sig til at sidde på en cykel i længere tid, da der ellers vil være risiko for at bagdel, ryg, ben og arme vil blive overbelastede. Som udgangspunkt bliver man god til det, man træner, så det kræver nok en enkelt eller to længere ture.

 

Cyklen

At køre et længere MTB løb kræver en mountainbike, med gearing til at komme op af stejle bakker, samt brede dæk, der ikke synker for meget ned i blødt terræn og har greb op af bakkerne. Der er nogle få ting der skal tjekkes på en cykel, inden man giver sig ud på et længere løb. Nedenstående miniguide er lavet som en checkliste for nye MTB ryttere, der har planlagt et længere løb.

 

Dæk

Dækvalg på en mountainbike er en forholdsvis kompleks størrelse, da det har indflydelse på greb op/ned af bakker, greb i sving, rullemodstand og risiko for punktering. Til forskel fra landevejen, ændrer skovbund, grusvej og stier sig med vejret, temperaturen og mængden af regnvand de sidste par dage. Det er klart, at der ikke findes et dæk der er perfekt til det hele, det vil altid være et kompromis mellem ovenstående. Maratonløb indeholder som regel en del grusvej, stier og knap så mange meget tekniske nedkørsler. Eftersom vi befinder os i Danmark, er der desværre ret stor risiko for at der har regnet og underlaget ikke er helt tørt.

Grundlæggende kalder ovenstående på et sæt dæk, der ruller godt med lavt dæktryk, samt har et rimeligt bid i underlaget.

 

Dækkene skal også have et stort luftkammer, så lufttrykket kan sænkes, hvilket giver en stor trædeflade, som mindsker rullemodstanden på blødt underlag. Et stort luftkammer dæmper vibrationerne der kommer fra underlaget i større grad end et mindre luftkammer.

Et godt bud kunne være Schwalbe Rocket Ron EVO Pacestar som fås i en 2,25” udgave. De har stort luftkammer, masser af bid, men en rullemodstand som er på et absolut minimum. Specielt på den nye 2013 version af dækket, er rullemodstanden blevet væsentligt reduceret. Rocket Ron dækket har en forholdsvis tynd sidevæg, men ikke så tynd at den bliver skåret op på alm. Danske grusveje. (Jo jo… man kan altid være uheldig) Hvis det tegner til godt vejr, kan man vælge at sætte et Schwalbe Racing Ralph bagpå, som giver lidt mindre rullemodstand, til gengæld lidt mindre greb. Det er nok mest aktuelt med Racing Ralph for folk der kører på en 29” mountainbike, men er det godt vejr og har været det i flere dage, så kan det også være fint at skifte til Racing Ralph bagpå en 26” mountainbike.

 

Inde i dækkene er der som regel slanger, her kan det anbefales enten at udskifte dem til latex slanger, eller hvis fælgene er bygget til det, konvertere helt om til slangeløse hjul. Begge løsninger vil give en markant mindre rullemodstand, og bedre greb på rødder etc. Det er mærkbart! Generelt er dæk/slanger det sted, hvor man får mest opgradering for pengene, for få penge kan man få en mærkbart bedre cykel.

 

Drivetrain

Det er vigtigt at kæde og kassette ikke er slidt helt ned, da det både giver dårlige gearskift, mere modstand, og slider mere på tandhjul. Der er også større risiko for, at noget går i stykker, og at løbet derfor ikke kan køres færdig. Normalt måler man på kæden med en kædemåler for at se hvor forlænget den er, en forlænget/slidt kæde slider mere på tandhjulene. Så tjek kæden/tandhjulene og smør dem godt med en ordentlig olie (IKKE WD40).

 

Forgaffel

Forgaflen er som oftest en affjedret forgaffel på en mountainbike. Affjedringen gør, at det er lettere at bevare kontakten med underlaget, hvilket er vigtigt for at kunne styre osv. Det hele er lettere, når der er to hjul på underlaget. Der findes to typer gafler, luftaffjedrede gafler og fjederbelastede gafler. De billigste gafler er fjederbelastede og er som regel ret tunge og ikke så bløde og gode til at aflaste rytteren fra underlagets ujævnheder. De lidt dyrere gafler er luftaffjedrede og er som regel lidt bedre til at give efter for små ujævnheder. Alle gafler skal have service, meget oftere end de fleste folk tror. Gaffelproducenterne anbefaler som oftest mellem 50-100 timers kørsel mellem hvert service. Hvis ikke en gaffel bliver serviceret bliver den dårligere til at optage små ujævnheder, hvilket gør rytteren mere træt i armene/hænderne/ryggen/nakken og hovedet. Derudover er der risiko for, at gaflen udtørrer og derved slider unødigt på gaffelbenene. En tør gaffel kan meget hurtigt blive så slidt at den praktisk talt ikke er anvendelig til at køre i skoven. Så få gaflen serviceret i tide.

 

Bremser

Bremserne er selvfølgeligt vigtige, selvom der aldrig er nogen, der vundet cykelløb, fordi de var gode til at bremse. De fleste nyere mountainbikes er udstyret med skivebremser, enten med kabel eller hydraulik. Ved kabel-baserede bremser er det vigtigt, at man tjekker kablet for slid, samt selvfølgeligt tjekker, at bremseklodserne ikke er helt slidt ned. På hydrauliske bremsere er der lidt mindre vedligehold, da kablet ikke bliver slidt over. Til gengæld kan der komme luft ind i hydraulikolien, som kan reducere bremsekraften markant. Luften kan fjernes ved at udlufte bremserne. Derudover er det vigtigt, at der er noget tilbage af bremseklodserne, hvis man skifter bremseklodser lige inden et løb, er det vigtigt at de bliver bremset til. Kør ud og find en lang bakke, kør ned af bakken ved at træde alt hvad du kan i 5 sek, brems, træd i 5 sek, brems og fortsæt sådan en 10 gange, så er de bremset til, og på den måde slides de efterfølgende ikke så hurtigt. De bremser også bedre. Der findes forskellige typer af bremseklodser, og hvilket man skal vælge er meget individuelt. Køber man de originale, går man aldrig helt galt i byen.

 

Påklædning

En lang tur på mountainbike kræver den rette påklædning, og det kan være forholdsvis svært at vurdere tøjmængden, da sådan nogle løb ofte indeholder længere grusvejsstykker, måske endda i modvind, men også små intense singletrack stykker i skoven. Kombinationen kan være svær at håndtere for påklædningen, men en vest yderst, som er vindtæt på forsiden, er forholdsvis god at svede i. Afhængigt af temperatur skal man bruge x-antal lag under vesten. Til sådan nogle meget skiftende intensiteter er min erfaring, at inderste lag gerne må være uld. Merino uld kan indeholde meget mere vand end kunststof kan, uden at føles ”vådt”. Dette betyder, at selvom man sveder nogle steder på ruten, så nedkøler det ikke kroppen når man kommer ud på de mere åbne stykker. Under bæltestedet er det nødvendigt at bruge cykelbukser med en pude i, og puden må ikke være for gammel, da de bliver ret dårlige til at trykfordele efter noget tid, så find de bukser som du kan køre langt i, og så køb nogle nye et par uger inden løbet, så puden er frisk. Generelt får man, hvad man betaler for mht. cykelbukser, og til lange løb, der vil man gerne have lidt mere komfort.

 

Energi

Ofte er der energidepoter rundt omkring på længere ruter, men det er nødvendigt at montere drikkedunksholdere på cyklen, gerne to. Specielt hvis det er varmt vejr, skal der noget væske i kroppen. Der er en del mountainbikere, som kører med elektrolyt tabletter i vandet. Det er en lille brusetablet, man putter i flasken, som gør, at kroppen kan binde væsken lidt bedre i kroppen. Elektrolyt tabletterne indeholder dog ikke noget energi, dette kan man indtage med gel, energibarer, eller begge dele. Alm. Mad kan også hjælpe en del, men det er altid godt at have en gel eller to liggende i en lomme i nødstilfælde, da de har en meget hurtig virkning. Gel fås i mange smagsvarianter, så det gælder om at smage sig frem indtil man har fundet sig en favorit. Der findes også adskillige energidrikke, man kan putte i drikkedunken, dog skal man inden sådan et løb prøve at indtage gel/bar/energidrik, da maven i værste fald kan reagere negativt, og så bliver det også en lidt træls tur.

 

Ovenstående er skrevet på baggrund af erfaringer med bl.a. test af en masse dæk, bremseklodser,  gafler og cykler. Vi er upartiske, og har skrevet det som en service til de folk, der har brugt deres dyrbare fritid på at træne sig op til at køre et MTB marathonløb.

 

Mere info om specifikke grejtest findes på grejguide.dk

Info omkring små rep. og vedligehold på cyklen findes på cykeltutor.dk

Hvis man skal forbi en cykelhandler kan vi anbefale Bikebuster i Svenstrup bikebust

 

Spørgsmål rettes til Aalborg MTB Udlejning,

email:  Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.">Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

www.aalborgmtbudlejning.dk

 

Like os på facebook, hvis du vil følge med i ny info omkring teknik, grej, mm.